En stol i luksusklassen fik prisen som årets bedste maskinsnedkerprojekt til at gå til Peter Pagh, udlært fra Bernstorffsminde Møbelfabrik. Vinderen blev kåret i lørdags i Moltkes Palæ i København

”Der er virkelig nogle fine og lækre detaljer i denne stol og skammel. Stolen læner sig fint op ad de danske klassikere, men er sin egen.  Den er veldimensioneret og passer fint ind i hele retrobølgen og kan potentielt sælges i et bredt spektrum af farver. En stol i luksusklassen i superfin eksekvering.”

Sådan lød nogle af dommerkomiteens begrundelser for at vælge den nyuddannede maskinsnedker Peter Pagh som vinder af årets lærlingepris. Prisuddelingen foregik lørdag den 26. maj i det gamle Moltkes Palæ i København, hvor de nominerede tre svendeprøver har været udstillet som en del af fællesudstillingen Dine, Drink, Daze & Dream under eventen 3 Days of Design.

Peter Pagh, modtog førstepræmien på 30.000 kr., mens andenpræmien på 20.000 kr. gik til Silas John Esheim fra Norisol A/S Frederikshavn og tredjepræmien på 10.000 kr. gik til Aksel Giovanni Larsen fra HTH Køkkener/Nobia Danmark A/S.

Priserne doneres af Træets Uddannelses- og Udviklingsfond.

I forbindelse med bedømmelsen af svendeprøver blandt maskinsnedkere udvælges de projektsvendeprøver, som vurderes værdige til indstilling. Præmieringen af de tre bedste svendeprøver sker med baggrund i følgende kriterier:

  • Design
  • Innovation
  • Brugbarhed
  • Faglighed
  • Produktionsmodning
  • Dokumentation

I forhold til design, lægges der således vægt på processen fra inspiration og idé over planlægning til udførelse og evaluering og innovation bedømmes ud fra, om der er rettet fokus mod "nyt, nyttigt og anvendt". Brugbarhed er også et vigtigt element, hvorfor der skal være fokus på effektivitet, fleksibilitet og anvendelighed. Ydermere er fokus rettet mod det faglige indhold og resultat på udførelsen af de forskellige faglige operationer i produktet. Ved produktionsmodning er der fokus på materialevalg, produktionsmetoder og udarbejdede produktionstegninger og der er derudover fokus på den dokumentation, der skal være på selve fremstillingen af produktet. Dette kan eksempelvis være styklister, operationskort, skærelister, tegninger osv.